I mange år har jeg bygget min identitet op omkring det at være mor. Alt i mit liv drejede sig om at sørge for at være sammen med mine børn så meget som muligt, tilrettelægge resten af min tid med udgangspunkt i, hvad der var bedst for dem. Set i bakspejlet havde det nok været en god idé at have givet dem lidt mere plads til selv at være og prøve sig frem, men det kan jeg ikke ændre på.
Da min søns udfordringer begyndte at vise sig, som han startede i dagpleje, senere i børnehave og i skole, drejede alt sig om at forsøge at få ham til at trives. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden om af litteratur om sensitivitet og senere autisme, fokuserede på børn med brug for særlige rammer i mit studie, først som pædagog og senere på universitetet, jeg var på kurser og i det hele taget havde jeg nærmest kun øje for at forstå og rede indviklede tråde ud. På facebook var jeg medlem af adskillige grupper, som handlede om sensitive børn og senere, da min søn fik diagnosen infantil autisme, drejede mit fokus på at forstå alt om dette, læse beretninger fra andre og deltage aktivt i debatten om, hvor hårdt det var og på en måde blev det så min nye identitet. Jeg skrev sågar en (anonym) blog med titlen “mortilsensitiv” som senere blev med undertitlen mor til sensitivt barn med autisme.
Det fyldte alt i mit liv. Ud over mit studie og familieliv i øvrigt var mit lys vendt på alle de udfordringer, der nærmest stod i kø, og jeg blev bekræftet i denne forståelse ved at diskutere med andre mødre og fædre, der stod i det samme.
Men jeg blev fuldstændig drænet for energi. Både af hele tiden at have fokus på det svære i mit eget liv, men især af at læse om andres hårde skæbner (og jeg negligerer ikke, at det virkelig til tider er rigtig hårdt at være mor til et handicappet barn, for det er det!). Så jeg valgte at slukke for alle facebookgrupper, så jeg ikke hver dag blev konfronteret med triste historier om dårligt samarbejde med professionelle, at det var for dårligt, at folk ikke kunne få tabt arbejdsfortjeneste og en endeløs række af beskrivelser af magtesløshed.
Langsomt, og nærmest umærkeligt, begyndte jeg at vende mit lys mod det, som jeg gerne ville have mere af. Jeg ville gerne synge mere, være mere sammen med veninder, udvide min horisont på mange måder, skrive mere, bruge min krop mere og på mange måder vende blikket mere på alt det gode, som allerede var en del af mit liv. Jeg ville lære at lægge mærke til de stunder, hvor vi IKKE havde konflikter, hvor mine børn havde det sjovt sammen, hvor det lykkes at skabe de rigtige rammer og når vi grinede og fjollede rundt til musik på køkkengulvet. Ikke fordi der ikke stadig ville være konflikter, udfordringer med skolen, dagligdagsudfordringer med tøj og mad og alle de evige bekymringer om manglende sociale kontakter, fremtidsudsigter og alt det andet, som jeg har brugt TIMEVIS på at gruble over forhold til min søn. I øvrigt uden at komme nogen som helst vegne.
For et par år siden skrev jeg dette manifest, som har været min screensaver på min computer, så jeg er sikker på at se det næsten hver dag. For at minde mig selv om, hvor mit lys skal skinne.
Det har været en lang proces, og det er jo ikke sådan, at mit liv nu kun består af lyserøde skyer og stjernestunder. Langtfra, men jeg har vendt mit lys til at skinne på det, jeg gerne vil have mere af og det, som er godt, og ved I hvad? Det virker altså. Denne weekend har været en slags manifestationen af, hvor langt jeg er kommet, og jeg kniber mig selv i armen over at gå efter det, som jeg ønsker mig. At ønske sig noget helt ind i hjertet kan være farligt, for det kan ske at gå i opfyldelse. Jeg kan tude af taknemmelighed over de muligheder, jeg har skabt for mig selv. At arbejdsliv handler om at formidle – på mange forskellige planer med sang, foredrag, kurser og undervisning, og at jeg har fundet musikere, som ligesom jeg synes det fedeste er en tre timers jam-session med al dem musik, vi allerbedst kan lide. Hold nu kæft, hvor er jeg heldig. At jeg så også i denne weekend har været på kreativitets- og skrivekursus med en flok fantastiske kvinder, gør det ikke dårligere, og så prikken over i’et at dele togtur med et nyt menneske i mit liv, hvor vi bare gik lige til kernen og talte så vi aldrig ønskede at nå vores destination.
Mit lys skinner på musikken, ordene, min familie, min krop, alle de helt vidunderlige mennesker, som jeg dels har i mit liv og dels møder på min vej. Jeg arbejder på at indstille projektøren på alt det, jeg er taknemmelig for. Ikke fordi jeg tror, at jeg for altid nu forbliver lykkelig uden dage, hvor jeg har lyst til at lægge mig under dynen, fordi livet overmander mig. De dage ved jeg kommer. Især med udsigt til mørkere tider. Jeg ved også, at jeg i sorte stunder slet ikke kan forstå, at jeg overhovedet har noget i mit liv, som er godt. Men så bliver jeg til gengæld så meget mere glad og taknemmelig, når jeg igen får flammen til at lyse.
Jeg vil lade alle de fantastiske stunder fra denne weekend bundfælde sig på en stille søndag. Smile, når jeg tænker over at have fået lov at synge mit hjerte ud på Alléenberg i fredags, mærke glæden ved at vågne med min lille niece, lade hjertet smelte over det fantastiske kort med skønne ord fra mine medkursister og glæde mig over de dejlige kram, jeg fik, da jeg kom hjem til min familie igen. For jeg er mor (og hustru) helt ind i hjertet, og samtidig er jeg også noget andet og mere. Men mest af alt er jeg bare Anne-Mette.
31. oktober – opdatering.
I går havde jeg den store fornøjelse at møde OG synge med et af mine største idoler, Sissel Kyrkjebø. Du kan læse meget mere om min dag, som virkelig beviser, at det kan betale sig at vende fokus og smide et lod i de puljer, du møder på din vej.