For jer, som har været på kursus eller til foredrag med mig om low arousal (pædagogisk metode til blandt andet konflikthåndtering, men også en tilgang til mennesker, som har sensoriske, kognitive eller temperament udfordringer), har hørt mig sige, at jeg ikke er fan af belønningssystemer. I hvert fald skal man være klar over, hvordan det hænger sammen og hvem der har hvilket ansvar for hvad.
Helt kort fortalt lægger vi ansvaret over på vores børn, når vi tilbyder dem en belønning. Lidt som når vi selv får løn. Vi laver arbejdet, fordi vi ved at sidst på måneden tikker der penge ind på kontoen. Hvis vi undlader at opfylde vores forpligtelser på arbejdspladsen, vil belønningen forsvinde, fordi vi bliver fyret. Det samme gælder, når vi tilbyder vores børn stjerner, penge eller hvad vi nu finder på for at belønne en bestemt adfærd. Børnene skal være med på aftalen og være indforståede med, at de selv er ansvarlige for at gøre det, vi ønsker at belønne. Ellers er der ingen stjerner. Som sagt giver vi ansvaret til børnene, og vi giver dem også mulighed for IKKE at handle som vi gerne vil have, fordi de ikke ønsker belønningen. Når vi anvender denne metode skal vi være klar over, at vi også giver dem en udvej. Fordi belønningen måske ikke giver mening i forhold til det, vi kræver. Groft sagt kan barnet vælge at lade være med at tømme opvaskeren, fordi han eller hun er ligeglad med den femmer, det giver i lommepenge. Det er en af konsekvenserne ved belønningssystemer.
Disse tanker havde jeg med i overvejelserne, da jeg i starten af sommerferien introducerede et skema for min søn med forskellige opgaver, han skulle klare i løbet af de seks ugers frihed. Min mand og jeg havde snakket om måder at få ham ud af værelset på, så han kunne deltage på forskellig vis i familien. Vi tænkte på, at han skulle ud at bevæge sig (ikke en selvfølge, desværre), han skulle tage initiativ (heller ikke noget, som ligger til højrebenet), lære nogle færdigheder som lidt madlavning og andre huslige opgaver og så skulle han læse nogle bøger. Samtidig var vi klar over, at vi på samme tid gav ham ansvaret for, at han gjorde det, der stor på skemaet. Vi måtte leve med, hvis han sagde pænt nej tak, fordi belønningen ikke var meningsfuld for ham. Belønningen var en pænt pengebeløb. To måneders lommepenge og et ekstra sommerferiebeløb (så ikke en større ekstraudgift for os). Hele beløbet, hvis han klarede alt på listen, ellers en procentsats efter hvor meget han lavede. Altså måtte vi acceptere, hvis han ikke ønskede at gå ture eller læse bøger, fordi han hellere ville undvære pengene.
Som sagt er jeg skeptisk overfor at bruge belønning for at fremavle en bestemt adfærd. Også fordi disse handlemåder forsvinder så snart belønningen ikke længere gælder. Tænk igen på din løn. Ville du lave arbejdet, hvis du ikke længere fik løn for det? Nej, vel?
Nu er der få dage tilbage af sommerferien, og jeg må sige, at jeg er overrasket over den positive effekt. Skemaet har været synligt hele ferien, og vi har hjulpet ham ved at minde om, hvad der er tilbage på listen. Eksempelvis kom han hurtigt og hjalp med at lave mad i aftes, fordi det var én af tingene på listen. Og de almindelige gåture har ikke været noget problem. Nogle dage har han selv gået uden at blive bedt om det. Faktisk er jeg overbevist om, at vi ikke havde fået ham igang med så meget, hvis jeg ikke på forhånd havde defineret, hvad vi forventede af ham. En tanke værd at gøre forventninger mere tydelige for os og vores børn.
At han så har været RIGTIG meget på sit værelse, og nærmest ikke til at drive ud meget af den resterende tid, må jeg leve med. Han har overholdt næsten hele sin del af aftalen. Han når nok ikke at læse to bøger mere på de sidste dage, og det er heller ikke sikkert, at vi når tre lange gåture mere, men det er ok. Vi har nået mere end jeg havde regnet med, og det er faktisk en stor sejr.
Belønningen har åbenbart givet mening, og jeg har accepteret præmissen, at jeg har givet ansvaret til min søn. Nu er jeg bare stolt af, at han har taget ansvaret og udført de opgaver, vi har bedt ham om. Næste skridt bliver så at fastholde, at han skal gå tur og lære at lave mad, vaske tøj osv. UDEN at få belønning. Men det må vi tage en anden gang.
Her er det næsten udfyldt skema. Der er stadig fem-seks dage tilbage til at nå det sidste.
