På søndag tager jeg på højskole. En hel uge. Bare mig. Helt alene. Eller det vil sige sammen med de andre, som skal på højskole den uge. Men væk fra min familie fra søndag til lørdag. Jeg skal på skrivekursus med en forfatter hele ugen. Og så skal jeg møde en masse mennesker, høre foredrag, synge, danse, have lejrbål og hvad der nu ellers hører et højskoleophold til. Tror I jeg glæder mig????
Det er et KÆMPE stort skridt for mig at sætte mig selv forrest på den måde og insistere på, at det her er noget jeg VIL! Jeg kan ikke sige mig fri for – her et par dage inden jeg skal af sted – at kæmpe lidt med dårlig samvittighed over at overlade det hele til min mand og mine børn. Frygten siger til mig, at jeg skal droppe det. Den siger: “De har brug for dig herhjemme” og “Du er alligevel ikke god nok til at skrive” eller “Synes du selv, du har fortjent det”. Jeg lytter og fortæller den, at den skal tie stille. Modet siger til mig: “Du kan godt! Du er så sej og modig, og din familie kan sagtens klare sig” og “Dit liv er lige nu” eller “Du må ikke vente med alt det, du gerne vil, til den uge, hvor der er to torsdage i en uge” (som en meget god veninde sagde til mig for nyligt).
Så søndag eftermiddag pakker jeg min lille røde KA med spidset blyant, min egen dyne og sommerfugle i maven over at springe ud på så dybt vand. Nogle vil tænke: “Slap nu af, det er bare en uge” eller “Så er det heller ikke større”. Men for mig er det her kæmpestort på så mange planer. Faktisk begynder jeg at tude, mens jeg skriver det…
Det betyder, at min søn nu er et sted, hvor han er i balance. Han skal klare sig selv i løbet af dagen med mad. Min datter er også hjemme noget af tiden, men hun har arbejde og venner. Hun skal ikke være ansvarlig for ham hele ugen “bare” fordi mor skal udleve sine drømme. De kan sagtens – begge to. Det er så vildt. Min mand er på arbejde, noget af tiden hjemmefra. Derudover kommer vores gode unge mand et par gange. Og helt ærligt, så når de nærmest ikke at opdage, at jeg er væk. Eller også gør de og finder ud af, hvor meget jeg har styr på til hverdag, hahaha… (Jeg håber lidt det sidste).
Et nyt kapitel er på vej til at starte i mit liv. Højskoleopholdet bliver kickstarten på det. Efter sommerferien sender jeg min datter på efterskole. Det vil jeg slet ikke tænke på nu, der er heldigvis over en måned til. Hun får det som blommen i et æg med den personlighed, hun har. Jeg glæder mig så meget til at høre om alle hendes oplevelser, når hun engang i mellem kommer hjem og får vasket tøj. Jeg har desuden fået en deltidsstilling som underviser og mentor på VIA pædagoguddannelsen i Viborg (hvorfra jeg selv dimitterede for fire år siden – med det løfte, at jeg ville vende tilbage som underviser). Jeg er allerede i gang med planlægningen, og jeg glæder mig som et lille barn til denne opgave. Indtil videre har jeg opgaver indtil januar, og så må vi se. Det betyder, at jeg samtidig kan rende rundt og lave alt det andet, jeg har gang i.
I kølvandet på mit job, har min søn selv proklameret, at han gerne vil i SFO/Klub på sin skole. Der er nogle fra klassen, som går der, og da jeg ikke altid vil kunne hente ham efter skole, er det jo helt perfekt. Han er nu meldt til fra 1. august. Faktisk havde han i går besøg af en klassekammerat, som kommer igen i næste uge.
Det er svært at rumme det hele. Jeg bliver så rørstrømsk, hvis jeg tænker for meget på alt det gode, som kommer min vej lige nu. Men vær ikke i tvivl! Jeg er uendeligt taknemmelig for hver eneste ting – stor som lille. Måske er vi gennem det værste nu? Hvem ved? Uanset, så nyder jeg at være lige her – lige nu. Med sommerfugle i maven und alles…
