Vild følelse
Sådan ser jeg ud, når jeg får resultatet af et stykke arbejde, som i denne omgang har taget tæt på to år, i hånden. Det er den vildeste følelse. Jeg har nu prøvet at stå med min helt egne trykte bog i hånden tre gange, og jeg bliver nødt til at sige, at det er en oplevelse, jeg ALDRIG bliver træt af. Jeg håber at få lov at opleve det mange gange endnu.
Det stod ikke i kortene, at jeg en dag skulle skrive forfatter på mit cv. Jeg har ikke – som nogen – haft en forfatter i maven, siden jeg var lille, og jeg var ikke specielt dygtig til at skrive stil i skolen. Måske fik jeg 8 eller 9 til min studentereksamen. Men jeg kunne godt lide at skrive dengang, og nu ELSKER jeg at skrive. Muligheden for at fordybe mig og forsøge at beskrive selv meget komplekse fænomener er virkelig fedt. At omsætte teori til praksis er mit mål, og jeg synes især, det er lykkes med denne bog.
Jeg havde først forventet, at bogen ville komme sidste i denne uge, men i fredags stod den pludselig i min indkørsel, da jeg var på vej ud at køre. At dømme på min reaktion, så blev jeg rigtig, rigtig glad og meget rørt over at se det færdige resultat. Du kan se hele videoen her:
Nu bliver det for alvor spændende. Bogen er sendt ud til de mange, som allerede har bestilt samt de helt særligt udvalgt, som får et eksemplar til gennemlæsning fra forlaget. Det er temmeligt nervepirrende at gå og vente på andres “dom” over mit værk. Jeg håber naturligvis, de kan lide det, men jeg aner det ikke. Målet har været at skrive en praksisorienteret bog, så lærere, pædagoger, sygeplejersker og andre, der arbejder med børn og unge (og voksne) kan omsætte min viden til deres specifikke praksis. Det er nu op til andre, om jeg er lykkes med mit projekt.
Min søde datter har hjulpet med at pakke og sende bøgerne. Jeg har naturligvis signeret dem, som har bestilt direkte hos mig. De har også fået et lille kort med en personlig hilsen. Bare fordi. Du kan naturligvis også sikre dig en bog ved at skrive til mig på mail@annemettesohn.dk. Bogen koster 300 kr. inklusiv porto i Danmark (382 kr. til Island har jeg fundet ud af).
Ulla fra Designeriet har lavet coveret, og det er blevet så flot. Jeg er meget stolt af det samlede udtryk. Hjernesynapser, men også to parter, som forsøger at nå hinanden, lys og mørke og håb er indlejret i coveret. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på det.
TAK fordi du læser med her på siden. Husk, at du også kan følge mig på Linked-In, Facebook (sensitivitet eller forfatterside) og Instagram. Der skriver jeg om stort og småt og alt ind i mellem.