Bruger alle redskaberne i øjeblikket…

Nogle gange rammer livet lidt hårdt. Faktisk sker det igen og igen på måder, som jeg ikke havde forestillet mig. Og alligevel tager jeg mig selv i at tro, at jeg kan kontrollere det hele, vel vidende at det ikke er muligt…

Det var været nogle ualmindeligt hektiske uger på mange måder, og jeg får virkelig testet om de redskaber, som jeg underviser i, holder foredrag om og er ved at skrive bog om, virker i virkeligheden. 

Eksempelvis er jeg ret vild med VIK modellen, hvor jeg må overgive mig til og acceptere mine vilkår for så at fokusere på det, som jeg har indflydelse på og kontrol over. I øjeblikket har et nyt vilkår ramt vores familie, nemlig at min datter er kommet alvorligt til skade med sig knæ på skitur med efterskolen – lige op til 28 gymnastikopvisninger, som hun (og jeg) havde glædet sig til i årevis. Det er et vilkår, som er meget, meget svært at acceptere. Vi håber virkelig virkelig virkelig, at hun kan komme med til nogle af gymnastikserierne i nogle af opvisningerne i løbet af foråret, men det ved vi ikke med sikkerhed. Det er ikke til at bære – især ikke for hende.

Jeg bruger i øjeblikket rigtig meget energi på at trække vejret helt ned i maven og fokusere på nuet. At få min opmærksomhed tilbage på det, som sker lige nu og ikke lade mig vikle ind i bekymringer om, hvordan det hele skal gå. Det skadede knæ er et vilkår, at vi bliver nødt til at bære dette sammen, og det ved jeg, at vi kan. Især hvis vi husker at fokusere på det, vi har indflydelse på. Selv om jeg også ved, at det bliver en svær udfordring.

Min hjerne har i alt for langt været rettet mod noget. Enten i trussel (hvor jeg følte mig “truet” af arbejdsdeadlines, omstændigheder som et skadet knæ eller en bekymringssamtale på min søns skole) eller i drive (med nye opgaver, som hele tiden bliver ved med at dukke op, arbejdsrelaterede aftaler og almindelig foretagsomhed). Jeg gør mig umage med at give plads til beroligelse, nogle gange blot et kvarters kaffepause, andre gange en løbetur, en halv times netflix eller ved at insistere på at mødes med en veninde, selvom deadlines truer. Det er lykkes til dels, men ikke helt nok, så jeg har trukket i den arbejdsmæssige håndbremse og givet mig selv lidt ro den næste måned tid. Også fordi jeg er godt i gang med redigering af bog, som jeg gerne vil videre med. (Se evt. video om hjernens tre systemer i højre side eller ved at klikke her).

Et andet redskab, jeg bruger rigtig meget i øjeblikket, er Kristin Neffs tanker om, at det, som er svært, er en overgang. At situationer ikke bliver ved for evigt, men forandrer sig over tid. En anden af hendes vigtige pointer, som også har hjulpet mig rigtig meget er tanken om, at jeg ikke er alene i denne situation. Rigtig mange andre har prøvet at være presset ud over evne, og jeg har kontakt til en anden mor på efterskolen, som står i helt samme situation med sin datter og et skadet knæ. Det er en (form for) trøst at vide, at jeg ikke er den eneste, som oplever dette.

Jeg holder fast i min morgenmeditation og morgenyoga rutine, og det er også meget givende. Faste holdepunkter, når jorden ryster lidt under mig, er en forudsætning for at kunne opretholde min hverdag.

Så jeg må sige, at jeg føler mig godt klædt på til de udfordringer, jeg står midt i og kommer til at møde fremadrettet. For jeg ved, at der kommer mere. Både at det gode og det svære. Og jeg ved, at selv om jeg ikke tror, jeg kan klare det eller at jeg ind i mellem bryder helt sammen fordi det hele er for meget, så ved jeg, at det er et øjebliksbillede og at solen skinner igen på et tidspunkt.

Meeeen det var dælme ikke sjovt at se alle de andre efterskoleelever have premiere på årets gymnastikopvisning for alle forældrene i fredags. Det var en halv time, som ikke går over i historien som den nemmeste. Og så kan jeg slet ikke begynde at forestille mig, hvor svært det har været for min datter…