Når jeg tænker tilbage på hvordan jeg var som barn, så husker jeg mig selv som et ængsteligt barn på mange måder. Jeg grublede og tænkte og bekymrede mig om alt muligt. Både om stort og småt.
Eksempelvis var jeg det, jeg i dag kalder en selektiv spiser. Altså kræsen. Jeg spiste meget ensidigt og især kogte kartofler kunne jeg næsten ikke klemme ned. Jeg husker, hvordan der (også) mens jeg var barn, var hungersnød i Afrika, og jeg hørte (som andre måske også har hørt) argumentet om at skulle spise op, fordi man skulle tænke på de sultne børn i Afrika. Forstået på den måde, at vi skulle være taknemmelige for, at vi fik mad at spise hver dag. Billederne i tv-avisen af børn med tændstiktynde arme og tykke maver som resultat af fejl- og underernæring satte sig virkelig i min bevidsthed. Ofte sad jeg ved spisebordet og tænkte på, hvordan de stakkels børn dog bare kunne få mine dumme kartofler. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne fylde en kuvert eller en stor papkasse med mad (gerne en hel sæk kartofler, så jeg kunne slippe), og sende det til “De sultne børn, Afrika”. Og gerne overfrankeret i december, så den ekstra porto kunne gå til velgørende formål.
En anden ting, jeg bekymrede mig om, var 3. verdenskrig. Jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, hvor der var en konstant trussel om atomkrig i det store verdensbillede. Ofte tænkte jeg på, hvordan et tryk på en knap kunne eliminere hele verden. Faktisk kunne jeg nærmest se knappen for mig meget bogstaveligt. Jeg var rædselsslagen for, at der skulle blive krig i verden, også fordi jeg ikke forstod mig på voksen-politik og havde svært ved at vurdere, hvorvidt det var en reel trussel.
Når jeg så i dag ser Donald Trumps tweet delt på facebook (jeg følger ham IKKE selv, fordi jeg bliver så påvirket af alt det lort, han lukker ud), så kan jeg mærke, at jeg er tilbage i parcelhuset med de brune, orange og grønne nuancer i interiøret. Jeg bliver pludselig ti år igen, frygter at hele verden vil forsvinde ved blot et tryk på en knap. Jeg får lyst at gemme mig i skabet på mit værelse for at få verden til at forsvinde. Det rører ved en grundangst i mig, som jeg ikke har lyst til at blive mindet om.
Bruger jeg fornuften, ved jeg jo godt, at det ikke kommer til at ske – altså at Trump eller hans kompagnon i Nordkorea trykker på en knap, som destruerer jordkloden. Men frygten ligger lige for og den er svær at holde fra døren, når jeg læser de beskeder, som ryger tværs gennem cyberspace i disse dage fra mennesker, som har til opgave at gøre verden til et bedre sted.
Derfor ser jeg ikke nyheder. Jeg læser kun udvalgte dele af netaviser, og næsten aldrig om verdens katastrofer, krige og konflikter. Jeg er heller ikke glad for reklamer, hvor jeg mindes om hungersnød og små børn, der lider rundt omkring i verden. Det er ikke fordi jeg tror, jeg kan få det til at forsvinde af at ignorere det, men fordi det påvirker mig i høj grad og har indflydelse på min humør og mit bekymringsniveau i hverdagen.
Åh, jeg har det på præcis samme måde – det er til at blive skør af noglegange…
Præcis!
<3 Anne-Mette
Hvor kan jeg genkende meget af det. Og hvor er det rart, at du sætter de ord på omkring nyheder. Jeg har ofte haft lidt dårlig samvittighed over at jeg ikke følger tilstrækkeligt med i nyhederne, men når jeg tænker efter så er det jo for at beskytte mig selv fra alt det, jeg ikke kan rumme. Jeg har bare slet ikke tænkt så bevidst over det. Så tak for det!
Og reklamer med sultne børn og fx Danmarksindsamlingen har jeg det så svært med på flere måder, både af de grunde, du nævner, og fordi det udelukkende giver et billede af det negative, og jeg vil gerne have at mine børn har et mere nuanceret syn på fx Afrika, der er også udvikling, kunst, kultur og spændende mennesker, ikke kun nød og elenighed.
Kære Malenka.
Det er også en erkendelse, som er kommet til mig indenfor de sidste år. Jeg har også haft følelsen af, at jeg burde se nyheder og følge med sådan generelt, men jeg har fundet ud af, hvor meget bedre jeg har det, når jeg kun får de store linjer og selv vælger de historier, jeg ønsker at læse. Og nogle gange læser jeg også de grimme nyheder, men jeg tager hensyn til overskuddet inden. Dog har jeg ikke læst en eneste artikel om ubåds-historien. Den er simpelthen for grum.
Jeg er helt med på dit argument om at give et mere nuanceret billede af verden. Vi betaler til to børn i Indien, så de kan komme i skole, og på den måde bliver det til en positiv historie. Vi får billeder og statusrapporter, og den ene dreng har vi fulgt i over 10 år nu. Det er virkeligt givende.
Kærligst,
Anne-Mette
https://youtu.be/1rmAi9XmlIo
Tog rådet hele december og var dejligt fri for bekymringer om de højrøstede papirsabler…
Kh
Kære Tine.
Det er så dejligt, at vi kan hjælpe os selv (og hinanden) til ikke at blive fuldstændig spundet ind i et net af unødige bekymringer, vi alligevel ikke kan gøre noget ved.
Og fed sang, tak fordi du deler 😉
Kærligst,
Anne-Mette
Hvor er det vildt som jeg kan genkende alt det du skriver, inklusiv de kogte kartofler som jeg heller ikke kan få ned den dag i dag.Vi ser ikke nyheder på tv herhjemme, og er selv blevet bedre til at springe over de historier på diverse medier, jeg ved der ikke bringer andet med sig end forfærdelse over den ondskab der er i verden.
Kære Jane.
Haha, hvor er det skønt at du også kan genkende det med kartoflerne. Det har jeg ellers ikke fundet nogen, jeg kunne dele med indtil nu 😉
Og at slukke for larmen i verden er for mig nemlig heller ikke det samme som at lade som om det ikke findes. Som du også skriver.
Det handler om at passe på sig selv og være i verden sådan som man er.
Kærligst,
Anne-Mette