En tidlig morgen i stearinlysets skær, sidder jeg og gør status over et år, som næsten er rindet ud. Jeg advarer på forhånd om, at dette skriv er blevet lidt langt. I går blev jeg mindet om min statusopdatering fra 30. december 2016 på facebook, som var et skelsættende år på mange måder. I denne opdatering havde jeg også skrevet mit manifest for 2017, og det var som følger:
Jeg vil være langsom og eftertænksom.
Jeg vil lade tingene komme.
Jeg vil bruge mere krop end hjerne.
Jeg vil dyrke stilheden.
Jeg vil være mere offline.
Jeg vil skrive.
Jeg vil være nærværende.
Jeg vil synge.
Jeg vil hjælpe mennesker med min viden.
Jeg vil bare være…
Disse sætninger har været synlige for mig hele året på min arbejdscomputers skrivebordsskærm. Det vil sige, at det er det første, jeg ser når jeg går i gang med at arbejde. Det har været vigtigt for mig, at jeg har kunnet se ordene ofte, så jeg har kunnet minde mig selv om, at det er værdier, der er værd for mig at stræbe efter.
Er det så lykkes? Ja, det vil jeg lave en status over her.
Arbejdsliv
Arbejdsmæssigt har det været et meget spændende og alsidigt år. Jeg har fået lov at prøve mange forskellige sider af min kunnen, og jeg har været taknemmelig for alle de opgaver, der er kommet min vej. Jeg har holdt foredrag om både sensitivitet, men også om egenomsorg, som er den vej, mit arbejdsliv peger. Det er virkelig mit hjerteblod – at hjælpe andre med min viden om, hvordan vi passer godt på os selv. Der er også meget, der tyder på, at det bliver min bane i 2018, og det glæder mig umådeligt meget.
Jeg har lavet kurser for institutioner, både om glæde i arbejdslivet, egenomsorg, low arousal og forældresamarbejde. Med fantastiske tilbagemeldinger, som gør at jeg får en tro på, at jeg kan noget, som kan gøre en forskel for andre.
Én af de opgaver, som er kommet min vej, er at blive timelærer og mentor på VIA pædagoguddannelsen i Viborg. Det har godt nok været noget af en udfordring – på den fede måde. Her har jeg virkelig fået lov at dykke ned i min faglige kunnen og mine evner til at formidle. Samtidig har jeg været så heldig at få to studerende under mine vinger, som jeg har hjulpet gennem studiet. Den opgave er meget meningsfuld, og jeg glæder mig over, at jeg får lov at videreføre denne opgave og starte med yderligere tre studerende.
Sang har heldigvis fyldt rigtig meget i mit arbejdsliv. Både som kirkesanger i Skals og Søndermarkskirken, men især som solist til adskillige bryllupper, runde fødselsdage, begravelser og andre livshøjtider. Faktisk så sent som i aftes sang jeg en lidt usædvanlig sang (Klaus Jørgen om ulykkelig kærlighed, fordi den har en sjov historie for parret) ved et guldbryllup. Jeg har været så utroligt priviligeret at få lov at medvirke som solist ved Viborg Concert Bands to julekoncerter, og jeg håber al hele mit hjerte, at der bliver mulighed for at være med sammen med dette fantastiske orkester igen.
Jeg har færdiggjort første udkast til min næste bog, og der er flere i pipeline i mit hoved. Der blev ikke helt så meget plads til skriveriet i efteråret 2017, da undervisningstjansen kom til at fylde temmelig meget tidsmæssigt. Men jeg vil have plads til at skrive mere i 2018. Faktisk har jeg takket nej til et mere fast vikariat på VIA med faste timer og fast løn, fordi jeg kan mærke at skriveriet presser sig på.
Stilhed og krop
En af de største forandringer i 2017 har helt klart været, at jeg er begyndt at meditere. I starten af året deltog jeg i et meditationskursus i Body and Mind Studio i Viborg over fire lørdage, og det blev starten til en (næsten) daglig praksis. Det betød en omstrukturering af min daglige rytme. Jeg er klart et A-menneske, så jeg valgte at stå tidligere op (vi taler halv seks, og i seng senest kl. 22) for at få plads til denne nye rutine hver morgen. Efter sommerferien valgte jeg at udvide denne seance med morgenyoga.
Det har gjort en meget stor forskel for min evne til at komme tilbage til mig selv og min krop. Jeg bruger ofte min vejrtrækning, når jeg er i en presset situation til at komme til stede i det nu, der er. Altså at blive nærværende. Det betyder også, at min krop er blevet stærkere og mere smidig – og det ses også på mit spejlbillede, som jeg nu efterhånden er ved at være tilfreds med. Også selv om den på ingen måde er perfekt, så lærer jeg langsomt at acceptere, at den ser ud som den skal, og endda rimeligt godt ud i en pæn kjole. Dét er første gang i mit liv, jeg har oplevet at være tilfreds med mit udseende, og det er faktisk anbefalelsesværdigt.
To til tre gange om ugen løber jeg en tur. Ikke langt, men fordi det betyder meget for mig at komme ud i skoven eller ved søen. Mine løbeture har høj prioritet, og de bliver passet ind, så de trumfer arbejde, opvask og andre opgaver.
Kroppen er også kommet på en mountainbike i år. Min mand og jeg har længe snakket om, at vi gerne vil finde en fælles interesse, som vi kan dyrke sammen. Og gerne noget, som inkluderer tid i naturen. Så vi har brugt en del timer på stier i Viborg og omegn på to hjul. Det er så sjovt, og jeg glæder mig til at vi sammen finder flere ruter rundt omkring, som vi kan køre på. Jeg er selvfølgelig langsommere og ikke helt så modig på en cykel, men vi kan gøre det sammen og det er hele forskellen.
Skriverier
Der er ingen tvivl om, at skrivning har stor betydning for mig. I 2017 er jeg kommet med i en skrivegruppe på facebook, hvor vi opmuntrer hinanden, hjælper hinanden videre og hvor søde Charlotte (som er administrator for gruppen) laver sjove skriveøvelser til os. Især i starten af året brugte jeg tid på at skrive, men jeg turde ikke helt overgive mig fordi jeg var så bekymret for, om jeg fik noget at lave i den anden halvdel af 2017. På det tidspunkt vidste jeg jo ikke, at muligheden på VIA ville dukke op.
Jeg skriver på mange måder: Korte og lange opdateringer på facebook, både på min personlige profil og på mine forskellige sider om sensitivitet, autisme og sang. Heldigvis har jeg også denne platform, hvor jeg deler ud af mit liv, både på godt og ondt. Jeg har skrevet på min bog, som dog kræver en omskrivning, da jeg ikke er helt tilfreds med formen og dele af indholdet. Jeg skriver med mine veninder på messenger. Det er sådan en god måde at reflektere over livet sammen med en anden. Og så har jeg i perioder skrevet dagbog helt for mig selv. Især når livet viser tænder. Det er ofte indhold, som ikke nødvendigvis tåler dagens lys. I får nogle gange den redigerede version, men andet holder jeg helt for mig selv.
Selvfølgelig har jeg også skrevet en hel uge på Ry Højskole. Det var helt fantastisk at få lov at fordybe sig. Men også grænseoverskridende at skulle læse op for andre. Men vi var alle i samme båd, og det var godt og trygt og kærligt. Jeg fik selvtillid med hjem, så jeg nu tror mere på, at jeg faktisk kan skrive, så det giver mening for andre. Tak til alle jer, som var med til at gøre denne uge til noget helt, helt særligt i 2017. I 2018 tager jeg tilbage – dog i musikkens tegn.
Der er ingen tvivl om, at jeg ønsker at de skrevne ord må få mere plads i 2018. Faktisk har jeg købt Forfatteralmanakken, som skal hjælpe mig med at sætte mål for mig og som skal inspirere mig til at prioritere skriften frem for Netflix eller facebook. Må 2018 blive i skriftens tegn for mig.
Privat
Vi sprang skiferien over i vinter – til min mands store fortrydelse. Økonomien og udsigten til en datter på efterskole gjorde udslaget. Til gengæld var vi på Mallorca på sommerferie, og de var nogle dejligt varme dage med plads til at læse, bade, spise og bare være. I tilbageblik havde vi en rigtig god tur, som det ofte er, når man ser tilbage på ferier. Men jeg husker også, at det ikke var lutter idyl det hele. Der var også konflikter, udfordringer med at få sønnike med på tur, maden på restaurant, kedsomhed, alt for varmt i lejligheden uden A/C og alt det, som vi også går og irriteres over herhjemme. Sådan er ferie nemlig også.
Thor stortrives i skolen. Det er ikke en selvfølge, ved jeg, så jeg bliver så glad og dybt taknemmelig for, at han med glæde tager af sted hver morgen (altså som regel), og oftest til tiden. Vi har nogle morgener været lidt pressede af, at jeg har skullet være klar til undervisning kl. 8.15, så jeg er ikke lige stolt af alle måder at komme af sted til tiden på. Men ingen studerende har måttet vente, og det er vigtigt for mig. Thor har haft et par klassekammerater med hjemme, og det er gået godt. Det er dog ikke noget, han efterspørger i stor stil, så vi presser ikke på. Vi har haft meget glæde af de timer, Thomas har været hos os, og vi er spændte på, hvad tiden bringer af nye oplevelser med en ny voksenven (som i skrivende stund ikke er ansat). Der er ingen tvivl om, at Thor har nydt opmærksomheden, mens storesøster har været på efterskole, men jeg glæder mig også over, at de to ser ud som om de er glade for at se hinanden, når Sara en sjælden gang kommer hjem på weekend.
Og ja, det er nok den største forandring for os. At Sara har haft sidste skoledag på Søndre skole og er startet på Bjergsnæs Efterskole. Det er den største gave, vi har givet hende. Hun ELSKER det. Altså ELSKER! Hun har fået et hav af nye venner (som vi ind imellem får lov at få fornøjelsen af at få besøg af, fordi vi bor tæt på skolen – smart). Hun får udvidet sin horisont på alle måder, og så laver hun en masse gymnastik. Vi glæder os virkelig meget til at se deres opvisning i foråret – flere gange. Hun er bare den bedste unge kvinde i verden, siger jeg næsten helt objektivt, og jeg er så stolt over at være hendes mor.
Forandring
Den største forandring for mig personligt i 2017 har helt klart været, at jeg lærer at bruge de redskaber, jeg underviser i. Altså at jeg bliver bedre og bedre til at passe på mig selv. En af de største forskelle er, at jeg er blevet meget bedre til at være med den følelse der er. Uanset, at den er ubehagelig og at jeg har lyst til at løbe skrigende bort fra situationen, så øver jeg mig i at sige til mig selv, at alt er ok og helt som det skal være. De tre trin, som self-compassion tankegangen tilbyde, er:
- Vær til stede i det nu der er, sådan som det er. Mærk alle følelser og tanker og giv dem plads.
- Tænk på, at du ikke er den eneste i verden, som har oplevet disse følelser. Du deler dem med alle andre mennesker i hele verden.
- Dette øjeblik går over igen. Intet er en permanent tilstand. Følelser og tanker kommer og går, og selv den mest ubehagelige situation forandres. Det er ofte en stor trøst.
Disse tanker er nu så naturlige for mig, at de kommer helt af sig selv, når jeg står i en situation (igen), som er svær og føles overvældende at tackle. Og de hjælper. Aldrig har jeg været så overbærende overfor mig selv. Sjældent har jeg tilgivet mig selv så meget, og ikke tidligere har jeg tænkt, at det var ok at have det sådan som jeg havde det. Det er en kæmpe befrielse at lære at acceptere ting sådan som de er.
Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen, men jeg føler, at jeg er på rette vej og at jeg har fundet noget som fungerer for mig (og som jeg er overbevist om også kan hjælpe andre).
2018
Jeg vil lade mit manifest blive stående fremover. Der er plads til forbedringer – især på mere krop og mindre hjerne, mere plads til at skrive og mere stilhed og nærvær. Jeg ved, at der også i 2018 vil være dage, hvor jeg overmandes af tungsind. Der vil være stunder, hvor jeg tvivler på egne evner og om der kommer muligheder for mig. Jeg vil helt sikkert være i konflikter (også det samme igen og igen) med både mand og børn, og jeg vil få lyst til at råbe eller løbe væk, fordi frustrationer overtager.
Samtidig er taknemmelighed og ydmyghed mine tro følgesvende, ligesom min tro og mere spirituelle side hjælper mig på vej. Jeg vil også sige, at min aller-allernærmeste er uundværlige i mit liv. Uden jer er jeg ingenting. Faktisk vil jeg slutte med en sætning, jeg formulerede for mig selv for en del år siden, og som viser sig at være mere og mere betydningsfuld for mig. Tak fordi du læste med så langt. Jeg ønsker dig et godt, besværligt, fantastisk, trist, smukt og nærværende 2018.
“Mit liv giver mening, når jeg deler det med andre”.
?