En dum situation håndteret på den helt rigtige måde

I fredags var der en rigtig dum situation for min søn på skolen, og jeg har tænkt meget over, om jeg skulle skrive det (med risiko for at udstille hans uhensigtsmæssige adfærd) eller om det var bedre at lade det gode eksempel, som skolen udviste, blive gemt væk. Så i aftes snakkede jeg med min søn om, at jeg gerne ville skrive om, hvor godt jeg synes skolen håndterede situationen, fordi jeg tror på, at det kan hjælpe andre med at prøve at håndtere lignende situationer på en måde, som skal gælde overfor ALLE børn.

Sagen er, som trofaste læsere allerede ved, at min søn er ekstremt lydfølsom. Han er meget modtagelig for indtryk i det hele taget, men høje lyde er ofte det, der kan skubbe ham ud over kanten. På skolen er der indført ny praksis i frikvarteret. Alle elever skal udenfor, og min søn har lavet en aftale med læreren om, at han går hen og fodrer kaninerne. Denne dag med en lærer og en pige fra en anden klasse. Han får efterfølgende lov at gå tilbage til klassen, hvor der i naboklassen, som kun er adskilt af en dør, er nogle børn, som også har fået lov at gå ind. De pjatter og fjoller rundt, og især én elev har nogle høje lyde, skrig og grinen og råb. Denne dag var det bare for meget for min søn. Han går målrettet ind i den anden klasse, går direkte til den råbende elev, og sparker ham over benet. Det udvikler sig til en regulær og voldsom slåskamp, som blandt andet resulterer i den anden elevs tandsæt på min søns lægmuskel. En gravid lærer kommer til ret hurtigt, men hun skal først finde en anden, som kan skille parterne ad. Det er heldigvis min søns lærer (som er helt fantastisk). Min søn går i sit rum (han har et rum for sig, der grænser op til klasseværelset – bl.a. pga. udfordringer med lyd). Her vælter han en reol ned over sin skolecomputer, som går i stykker. Læreren får ham til at falde til ro, og hun får en kort snak med ham, hvor han selv erkender sin egen rolle i situationen. Han ønsker dog at være alene. Herefter ringer hun til mig og fortæller hvad der er sket. Jeg beder hende spørge, om min søn gerne vil hentes, og det vil han gerne.

Nu kunne skolen (lærere og leder) jo reagere på mange forskellige måder: De kunne sige, at så voldsom opførsel vil de ikke have på skolen. De kunne vælge at give min søn skylden for hans voldsomme udbrud og initiativ til slåskamp. De kunne også bede mig erstatte computeren, som var smadret. De kunne også sige, at min søn nu skulle yderligere skærmes, fordi han er til fare for de andre elever. De kunne indkalde til stormøde med psykolog for at tale om, hvordan vi får min søn til ikke at sparke. Men de gjorde ingen af delene.

I stedet blev jeg mødt af læreren, som sagde, at dette jo var en fantastisk læringssituation. Det gav os en mulighed for at arbejde fremad ved at se på, hvad han også kunne have valgt at gøre. På den måde kan vi hjælpe ham med at udvide sit repertoire af mestringsstrategier, når han bliver udfordret over evne. Ikke bare på lyd, men også i andre situationer. Hun fortalte, at dette nærmest var en “blessing in disguise”, og at det er godt, at han i øvrigt er i god trivsel, så vi kan arbejde videre med alt det, som går rigtig godt. Vi talte om, at denne situation skulle ses isoleret og ikke som en del af et mønster, men også at det på ingen måde ville få betydning for hans deltagelse i klassen, undervisning og socialt.

Jeg hentede min søn, som selvfølgelig var noget slukøret. Inden havde jeg ringet til lægen for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til biddet. Her fik jeg at vide, at han var stivkrampevaccineret og at jeg skulle henvende mig, hvis der var bidt hul for at få antibiotika. Det var der ikke. Vi snakkede lidt, men ikke for meget. Det var for svært så kort tid efter. Vi kom hjem, spiste frokost sammen og så gik han på værelset.

Ligesom jeg finder det vigtigt at fortælle, hvis der er noget på skolen, jeg synes er uhensigtsmæssigt, på samme måde synes jeg, det er vigtigt at sige tak og give anerkendelse på rette sted. Så jeg ringede til skolens leder for at sige ham tak for måden, de har håndteret denne situation på. Jeg sagde også, at jeg var klar over vores økonomiske ansvar i forhold til computer, men han fejede mig af, og sagde, at den tog de. Så kunne vi snakke om det, hvis det gentog sig. Og så var det, han sagde det mest fantastiske og årsagen til, at jeg synes denne skole er fuldstændig fantastisk. Han sagde, at det jo var deres, altså skolens ansvar at sørge for, at min søn slet ikke kom i en situation, hvor han så sig nødsaget til at sparke en anden i affekt. Han fortalte, at de ikke havde formået at stille rammer op på en måde, så min søn kunne handle på en fornuftig måde. Det gentager jeg lige:

Det er vores ansvar, at han havnede i denne situation, fordi vi ikke har formået at stille rammerne op på en måde, som din søn kunne handle på en fornuftig måde.

Sådan burde det være på alle skoler for alle børn, men desværre ved jeg, at det ikke er tilfældet. Jeg har selv prøvet at blive mødt anderledes tidligere, men jeg taler også med mange forældre, som oplever at skoler og institutioner lægger skylden over på dem og deres børn. At det er forældrene, der skal sørge for, at børnene ikke flipper ud i skolen, selv om det er skolens ansvar at skabe rammer for, at børnene kan være der som de er.

Jeg er virkelig taknemmelig for, at min søn er så heldig at være havnet på denne skole. Mandag morgen var han glad og klar til at komme i skole, og jeg har fået at vide, at de på skolen gør, hvad de kan for, at der ikke er nogen, der bærer nag, ser skævt til nogen eller i det hele taget dømmer andre for deres uheldige måder at agere på. De er gode til at snakke om, at vi alle kan komme til at gøre noget, vi fortryder eller som er dumt. Det er bare menneskeligt at fejle. Præcis som vi alle gør på forskellige planer hver eneste dag.